Underbrogade lyser de mørke dage op sammen med Cph Lightfestival 24

De sidste to år har de unge Kulturpiloter skabt værker sammen med kunstnerne fra Tokyo Blue til den efterhånden velkendte lysfestival i København og i år er derfor ingen undtagelse.

Igen i år når lysfestivalen ud til Amager og lyser de mange mørke timer op. Og igen i år bidrager det lokale børne og ungdomstilbud Kulturpiloterne med et lysværk til glæde for mange. 

Lyset giver håb og skaber tryghed omkring os. Det er grunden til at værket placeres i det nye galleri Underbrogade, der forbinder Øst- og Vestamager ved apoteket på Amagerbrogade.

Årets værk hedder Tunnelsyn og et mere oplagt navn til et værk, skabt specifikt til tunnelen under Amagerbrogade, finder man ikke.

Tunnelsyn betegner en tilstand, hvor man oplever en indsnævring af det perifere synsfelt. I overført betydning bruges ordet også som billede på en mental tilstand, hvor man ser sig blind på f.eks. en tanke, opfattelse eller ide. 

Bag værkideen finder man kunstnertrioen Tokyo Blue, der traditionen tro bidrager med flere værker til Copenhagen Lightfestival. 

 

Den ekstra facet er samspillet med årets børnemusikfestival på Amager

I anledning af årets børnemusikfestival er Tunnelsyn fuld af finurlige, underlige, spændende og lokkende lyde. Tilsammen bliver de et lydværk; kunst der også skal opleves med ørerne.

Lydværket Tunnelsyn er skabt i et samarbejde mellem Kulturpiloterne, kunstnergruppen Tokyo Blue, Copenhagen Lightfestival og lyddesigner Alexander Clerici.

Hele Copenhagen Lightfestival tænder 02. februar kl. 17.00. 

Amager Børnemusikfestival spiller hele vinterferien.

Værket realiseres med støtte fra Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg.