Kan man bygge et køkken af pap?

Udstillingen Skulpturreflektioner af Siska Jørgensen og lokale skoleelever kan opleves i tunnel-galleriet Underbrogade fra 15. december.

Kan man bygge et køkken af pap?

Det kan du kigge nærmere på, når udstillingen 'Skulpturrefleksioner' åbner i gangtunnelen under Amagerbrogade mellem Tycho Brahes Allé og Hans Bogbinders Allé 15. december klokken 14.00.

Gennem øvelser, refleksion og kreativitet har 5. og 6. klasse fra Skolen på Amagerbro, Peder Lykke Skolen og Lergravsparkens Skole udvalgt og bygget elementer fra et køkken – alt sammen i pap. Sammen med billedkunstner Siska Katrine Jørgensen og performance-kunstner Nicolai Risbjerg har de unge arbejdet med at oversætte det flade motiv til skulpturelle og rumlige objekter.

Inspirationen til pap-køkkenet er fundet i et værk af kunstneren Thomas Demand.

Hvert projekt er fotograferet og præsenteret sammen med et udvalg af de byggede objekter.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Huskunstnerordningen og udviklet af Siska Katrine Jørgensen i samarbejde med kulturinstitutionerne i Amager Øst, Prismen og Multihallen.

Læs mere om tunnelgalleriet Underbrogade her.