Fortællinger fra de unges eget liv

Unge fra Hybelinstitutionen udstiller kunstværker i galleri Underbrogade

På galleri Underbrogade er der torsdag d. 2. maj kl. 15 fernisering af udstillingen ’Hvor er du? Jeg er til kunst’.

Udstillingen er et samarbejde mellem Hybelinstitutionen (SOF), kulturhuset Kvarterhuset (KFF) og galleri Underbrogade. Hybelinstitutionen er et børne- og ungehjem med mulighed for ungestøtte til det 23. år. Det er andet år i træk, at Kvarterhuset og Hybelinstitutionen samarbejder om at udstille de unges kunst. Sidste år udstilledes værkerne i Kvarterhusets foyer. Med galleri Underbrogades udstillingsplatform får kunsten og de unges historier mulighed for at komme endnu længere ud i lokalområdet.

De unge har eksperimenteret med farver, materialer, rum, tekst og fortællinger under kyndig vejledning fra Pernille Goddard krydret med inspirationsforløb med musik- og kunstterapeut Louise Duus og forfatter Marie Kudahl Hvolbæk.

Udstillingen består af værker, som er de unges fortællinger fra deres eget liv om relationer, kærlighed, livserfaringer, politik, opvækst og konflikter – indre, relationelle, lokale og internationale.

Underviser i musikproduktion Nikoline Nefling har sammen med de unge og med støtte fra lyddesigner Alexander Clerici lavet en lydside til udstillingen. På ferniseringen vil man udover selve værkerne kunne opleve en af de unge kunstnere spille et par numre på keyboard (hun er også tilknyttet projektet Turning Tables). 

Udstillingen varer til d. 18. juni og kan besøges alle døgnets timer.