Musikalsk Byvandring X Madklubben

Stift bekendtskab med Amagers historie i et musikalsk perspektiv, og opdag nye sider af øen. To lokale jazzmusikere og en lokal journalist viser vejen.

Tag med på en anderledes og stjernespækket historisk byvandring i fodsporet på Amagers musikalske fyrtårne.

Turen afsluttes med en lækker middag hos Øens Spisested, krydret med musikalske indslag.

Inspirationen

Johanne Luise Heiberg var en feteret skuespillerinde på Det Kongelige Teater i midten af 1800-tallet. I næsten tyve år boede hun på Christianshavn og gik jævnligt ture på sit elskede Amager, et Amager, som resten af eliten i København fandt væmmelig og uinteressant. Johanne derimod nød ensomheden, vidderne og naturen. Hun skrev endda en vaudeville om øen, et teaterstykke med musik, der hed ’En søndag på Amager’. Stykket blev en kæmpemæssig succes og spilles stadig den dag i dag.

Byvandring

Johanne Luise Heibergs vaudeville er startpunktet for en historisk og musikalsk byvandring, hvor vi kommer vidt omkring i de sidste 150 års amagerkansk musikhistorie – koblet på øens øvrige historie.

Vi kommer omkring de hollandske bønders tilflytning i 1500-tallet og deres indflydelse på øens udvikling, vi støder på arbejderkvarterer og hører om de mange fabrikker, der skød op for mere end 100 år siden. Samtidig  krydres byvandringen med musikalske eksempler på musikere, sangere eller sange med en dyb tilknytning til øen og dens historie - fra  John Mogensen til Grethe Ingmann, fra Kim Larsen til Natasja.

Hvem

Øens historie fortælles af historiker, journalist og podcaster Majken Astrup imens musikken fortolkes af de to jazzmusikere Jesper Løvdal og Ida Hvid.

Majken Astrup står bag podcasten Stemmer Fra Amar, som fortæller øens historie før og nu og kan høres i de fleste podcastapps.

Ida Hvid er kontrabassist og både spiller og synger med sang og bastrioen Blonde Bass. Hun har turneret med Oscar Petersons trommeslager Alvin Queen og er en af Danmarks mest spillende jazzmusikere.

Jesper Løvdals karriere har både bragt ham på scenen med alt fra Birthe Kjær, Marilyn Mazur, Jomi Massage, Ib Glindemann og Kresten Osgood. Igennem mange år har både Tivolis Big Band, Roskilde Festivalen, Femø Jazzfestival og Fanø Freefolk nydt godt af hans mange instrumenter og musikalske leg for åbent tæppe.

Mad og mere musik

Efter turen glæd dig til at hvile benene og stille sulten hos Øens spisested, hvor vi slutter os til Madklubben, og spiser lækker mad med lokale råvarer fra Amager. 

Mens maden nydes, vil der mellem retterne være mere musik og oplæsning.

Drikkevarer og dessert kan tilkøbes på aftenen.

Tid og mødested

Byvandringen starter kl. 16.30

Mødested: Tycho Brahes Allé 37 (ved mindepladen for Klub 47). 

Kl. 18.30 afsluttes turen ved Prismen i Holmbladsgade efterfuldt af middag i Øens Spisested.

Tak for støtten

De musikalske byvandringer er støttet af Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg.

 

Kontakt

Prismen

Holmbladsgade 71

2300 København S
Del med